Når enden er god, er alting godt…

Jeg er igang med at pakke, det hele føles lidt mærkeligt og tomt. Jeg har i så lang tid glædet mig til at skulle hjem, og nu er det nu. Der er intet billede der illustrerer hvordan jeg har det lige nu – mit hovede er et stort virvar af tanker og følelser der drøner rundt. De sidste 5 måneder har været fantastiske, de kan vist bedst beskrives som en rutsjebanetur, med dobbelt loop. Jeg har været helt nede i kulkælderen, hvor alt gjorde ondt, og det eneste rigtige føltes at flygte tilbage til de trygge rammer, hvor jeg kom fra. Ligeledes har jeg været oppe at svæve, højere end jeg troede var muligt, hvor hele verden har føltes åben, og fyldt med muligheder der bare ventede på at blive oplevet. Jeg er helt sikker på at alle dele af denne “rutsjebanetur” har været sundt for mig at prøve, at prøve at mærke efter hvem jeg egentlig er. Jeg har lært mig selv bedre at kende på disse 5 måneder, end mine foregående 22 år har givet mig mulighed for, og jeg har helt sikkert fået en dybere indsigt i hvad jeg fremover vil med mit liv, i flere henseender.

Med foregående vil jeg blot fortælle, at drage på rejse ud i det blå ikke blot er sukkersødt, men også ekstremt hårdt og endda til tider smertefuldt. Da jeg den første måned sad 30 km fra centrum, uden social omgangskreds og internet, da følte jeg mig alene, på trods af at jeg vidste at jeg havde familie, venner og kæreste der støttede mig i mine valg. Den ensomhed lærte mig at sætte pris på at være i mit eget selvskab, det selvskab der reelt bør være det mest værdifulde og værdsatte – da det er et selvskab man aldrig kan flygte fra. Jeg lærte at nyde flere aspekter af livet, også de hårde og ensomme. Som min kloge mor undervejs sagde “nu kan det jo kun gå fremad“, og det gjorde det. Da jeg kom ind til centrum og bo og faldt mere til ro i omgivelserne, begyndte den sociale verden også at åbne sig, en verden jeg trods alt elsker at være en del af. Jeg fandt hurtigt ud af at der er mange andre unge der kunne nikke genkendende til mine følelser, og på kort tid blev der dannet relationer.

Nu det slut. Ihvertfald for denne gang. Paris jeg vil savne dig, du har lært mig så meget – på gensyn.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Tanker, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s